Er jeg forelsket i “den forkerte”?
Det spørgsmål har du måske stillet dig selv - én eller flere gange i løbet af dit liv.
Du kan godt forelske dig i én, der ikke er rigtig for dig - men du forelsker dig ALDRIG i den forkerte!
Hvordan nu det??
Voksenlivets forelskelser er voksenbarnets forsøg på at hele barndommens kærlighedssår: Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte
Den kvikke læser vil allerede nu have bemærket, at en af Danmarks dygtigste parterapeuter, Jytte Wikkelsøe, har skrevet en bog med samme titel: “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”.
Ifølge Jytte Wikkelsøe er der altid en årsag til, at vi forelsker os i dem, vi nu forelsker os i - og det forløb, der følger, når vi har indladt os med en partner.
Vi har alle et kærlighedssår
Var den ene eller begge dine forældre fjerne og utilnærmelige?
Eller optrådte kærligheden i dit barndomshjem som en udveksling, hvor din modydelse for kærlighed var at være den artige, veltilpassede pige eller dreng, der påtog sig et stort ansvar?
Jeg kender ikke dit “kærlighedssår” - men jeg ved, at vi alle har et kærlighedssår med os fra barndommen
Ingen forældre er perfekte og ingen forældre mødte dig altid, hvor du var, præcis, når du havde brug for det.
I voksenlivets intime relationer forsøger vi at hele dét sår.
Var din far fjern og utilnærmelig, forelsker du dig måske i mænd, der fremstår lettere utilgængelige - og så starter “dit projekt” med at overbevise ham om, at du er værd at elske.
Var der mange konflikter i dit barndomshjem, søger du i voksenlivet måske hen mod konfliktfyldte relationer, der minder om dem, du oplevede i dit barndomshjem. Og så starter dine forsøg på at mægle eller bygge bro over uoverensstemmelser. Du påtager dig opgaven med en iver, der er helt ude af proportioner med situationen og glemmer at spørge dig selv, om konflikten er DIN - eller om du ville få et bedre liv af ikke at rode rundt i konflikter, der er skabt af andre.
I de tilfælde, hvor ham eller hende, vi forelsker os i, ikke umiddelbart repræsenterer vores kærlighedssår - genskaber vi ofte ubevidst de konflikter i parforholdet, vi ikke har fået helet. Det sker som regel, når den første, stormende forelskelse har lagt sig - og vi ser personen, som den, han eller hun virkelig er. Når forelskelsens blændværk falmer, kommer kærlighedssåret bedre til sin ret.
Men uanset hvilket kærlighedssår, du løber rundt med - så kan jeg med sikkerhed sige, at du sætter dig selv på hårdt overarbejde, når du som voksen løber rundt og forsøger at hele barndommens kærlighedssår!
Barndommens kærlighedssår skal heles på egen hånd, før du indlader dig med et andet, voksent menneske!
For hvis dit kærlighedssår ikke er helet - vil det altid “springe op” og begynde at bløde i mødet med en partner.
Som en hovedløs høne vil du løbe forvirret rundt og opsøge eller skabe smerte i det intime møde med et andet menneske.
Derfor, kære ven, er der en masse læring gemt til dig i dine forelskelser!
Prøv engang at kigge på tidligere og nuværende partnere og stil dig selv spørgsmålene:
Hvordan fik jeg aktiveret mit kærlighedssår i mødet med ham eller hende?
Hvad var det meningen, jeg skulle lære her?
Hvad har jeg lært?
Hvordan heler jeg mit kærlighedssår på egen hånd?
Hvordan heler jeg mit kærlighedssår?
Stop op.
Uanset om du er single eller i forhold.
Og spørg dig selv LIGE NU:
Hvilket kærlighedssår løber jeg rundt med?
Hvor slog mine forældre ikke til?
Hvad skal jeg have helet?
Dét arbejde skal du i gang med - inden du finder din næste partner eller inden du indleder en ny konflikt med din nuværende partner.
Vil du navigere i dit eget kærlighedsliv med større ro og overblik?
Comments